lørdag den 31. august 2013

Bryllup: Bog anbefaling

Når tiden er til det læser jeg i bryllupsbogen "JA! vi skal giftes" skrevet af bl.a. Jim Lyngvild. Det er en letlæselig bog, med masser af brugbar inspiration.
Der er også små fortællinger fra tidligere brude/gomme, som beretter om deres store dag, deres tanker og erfaringer, samt historier fra en sognepræst der har oplevet lidt af hvert.
Bogen giver både inspiration og gode råd til selve festen, forklarer hvordan en vielse foregår og bl.a. om hvordan det rent juridisk bliver til, at man bliver ægtemand og -kone.
Inde i bogen er der en smart fold-ud kalender, som tæller ned måned for måned med hvad man burde ha' klaret inden for en bestemt tidsramme for, at kunne nå at planlægge et bryllup.
Jeg har brugt bogen både som underholdende læsning, men også for at få forklaret hvordan det går til mht. kirke, præst og det juridiske.
Jeg kan anbefale bogen til jer der står foran/i planlægningen af bryllup og jeg var så heldig at få bogen i gave af ham den kommende mand.
Nu hvor eksamen er et overstået kapitel har jeg igen tid til at læse og jeg har planer om at få færdiggjort bogen inden vores bryllup som er præcis om 1 UGE! - Jeg venter med længsel!
Ingen sponsor her, 
- på nær ham den dejlige!

torsdag den 29. august 2013

Min uge #34

Den sidste uge har været lidt hektisk for mig, med både bryllupsplanlægning, forberedelse og eksamen. Hvis du vil vide hvordan det gik mig til den afsluttende eksamen kan du læse det her!
Jeg har fundet mit lånte til brylluppet, som er et strømpebånd fra en brud der sagde sit ja for 14 dage siden.
Jeg har prioriteret at spise sunde mellemmåltider under eksamens forberedelserne, og det kom der hjemmelavet knækbrød ud af.
Min sparsomme fritid brugte jeg på at passe min nevø en hel eftermiddag alene, samt at følge ham til fodboldtræning.
En lun søndag brugte jeg i selskab med min farfar som viste rundt i hans barndomsby, hvor vi bl.a. kom forbi den smukkeste slotshave (suk, hvem der bare havde så mange flotte blomster i haven!)
Og så har jeg modtaget nogle spændende produkter fra Poo-pourri, som jeg fortæller mere om senere og fået mit hår opsat som en prøve, til brylluppet.

onsdag den 28. august 2013

Frøken 12-tal

Yes sir den ultimative frihed ramte mig her til morgen; eksamen overstået og jeg kan nu kalde mig selv for uddannet sundhedsservicesekretær (sekretær indenfor sundhedssektoren).
Jeg fik et 12 tal og mine arme røg op over hovedet inde i lokalet foran censor og læreren da de sagde det magiske tal! 
Lettelse, frihed, stolthed og en meget meget træt Rikke er jeg nu....
Jeg udskyder derfor min give-away til imorgen, så du kan stadig nå at være med lige her, for lige nu skal jeg bare tidligt i seng og klappe mig selv på skulderen over min præstation!

tirsdag den 27. august 2013

Bryllup; Brudens tilbehør

Her er et lille sneakpeak på hvad jeg har fundet som tilbehør, på den store dag som rykker tættere og tættere på.
Jeg skal have sat håret ved en frisør. Dertil skal jeg bruge spændet og jeg har endnu ikke besluttet mig for hvilke øreringe jeg skal have på...
Noget jeg har besluttet mig for og som er på plads er at jeg uden tvivl skal have min forlovelsesring på,  - den er så yndig!
Og ligeledes skal jeg have de nederste hvide stiletter på, som mine forældre havde med hjem fra Italien. Jeg er i gang med at gå dem til, så jeg ikke risikerer at få vabler og alt for ømme fødder, og hvis uheldet er ude har jeg fundet et par billige flade ballerina-sko som jeg kan klemme mig ned i 1 time eller 2 hvis fødderne strejker.

Det lykkedes mig ikke at låne en taske fra mine veninder eller omgangskreds, så jeg købte en ny clutch og farven er jeg vild med. Det er heldigvis også sådan en clutch jeg gider bruge efter mit bryllup, og den var ovenikøbet til ½ pris!
Og som en lille service-reminder til dig; HUSK at deltage i min give-away, sidste frist i morgen! Du kan klikke her!

mandag den 26. august 2013

H&M Home

Det er ikke kun tøj jeg ligger efter når mine øjne er på overarbejde på H&Ms webshop, for jeg ser nemlig også på boligindretning. Jeg har før købt vaskeklude, håndklæder og et forklæde og det er god kvalitet.
Der er oftest nogle andre motiver og farver i H&M Home-kollektionen og det er et farverigt og sjovt univers i kontrast til f.eks Ikea eller Jysk.
Jeg har spottet nogle fine varer fra H&M Home efterår 2013, og jeg indrømmer det nu; at kigge på H&Ms hjemmeside har været én af de mange overspringshandlinger jeg har gjort mens jeg egentlig burde skrive min opgave færdig. Jeg skal til den afsluttende eksmamen i overmorgen, så du må gerne krydse fingre for mig!

Alle billederne
 er fra hm.com

lørdag den 24. august 2013

Chokoladekage med squash

Fik tid til at bage lidt her i eftermiddags, og det er lige min cup of tea; doven, dejlig lørdag med ingen planer. - Hvad er mere nærliggende end at gå i køkkenet!
Squash er for mig en lidt overset grøntsag, og jeg prøver at blive bedre til at bruge den. Hen over sommeren er prisen i bund for en squash og da jeg så at man også kan bruge den i bagværk måtte jeg prøve!
 - Eksperimenterer du også med grøntsager i bagværk, - foruden de kendte gulerods-, banan-, og bærkager?

Her er opskriften, som jeg ikke husker ophavskvinden til (råb op hvis du har et link!):

2 dl. rørsukker
230 gr. blødt smør
2 æg
2 tsk. vaniljesukker
6½ dl. mel
1 tsk. natron
3/4 dl. kakao
1½ dl. creme fraiche
5 dl. fintrevet squash
100 gr. mørk chokolade (groft revet)
2½ dl. valnødder (alternativet er hasselnødder)
½ tsk. salt

Pisk smør og rørsukker længe, så sukkeret er opløst.
Pisk derefter æg og vanilje i.
Bland mel, natron, salt og kakao i og kom det sammen med creme fraichen
Pisk ved lav hastighed til dejen er godt blandet.
Hak nødder og chokolade og kom det i den lidt tykke dej.
Vend squash i og kom dejen i en form eller i en bradepande (beklædt med bagepapir).
Bages ved 160 grader i varmluft ovn ca 40 min.

fredag den 23. august 2013

Fredag er jo yndlings!

- Og dagen er yndlings dag af flere grunde:
Jeg har afsluttet min praktik 
Jeg har fridag sammen med ham den uundværlige
Jeg skal hente vielsesringene hjem idag
Jeg skal tale med præsten og vælge salmer (får præstationsangst bare ved at skrive det!)
Jeg har taget hul på slik i store mængder til filmen i aften
Jeg hygger!
Jeg er glad!
- Er jeres fredag i dag også noget specielt og hvorfor?

torsdag den 22. august 2013

Min uge #33

Tid til uge-indlægget! Og det er ikke for at være pessimistisk, men har du bemærket hvor hurtigere mørkt det bliver om aftenen?
Anyways; mit liv i billeder (fra den sidste uge af min ferie) bød på lækkerier til ham den dejlige og mig. Han hentede sit jakkesæt til brylluppet, mens jeg fik lysnet lokkerne ved frisøren.
Vi har nydt simple, lette retter til aftensmad med de næsten færdige sidste grøntsager fra sommeren, og så har jeg smilet over de fine farver i M&M's posen.
Der skete også noget her på bloggen, da jeg skød en giveaway igang.
Du kan deltage ved at klikke lige her!

onsdag den 21. august 2013

Æg på 2 måder

Jeg har som oftest æg i mit køleskab. Bruger dem primært i bageopskrifter eller til at lave et spejlæg.
Men der er også kommet "rigtig" mad ud af nogle af æggene i den sidste tid.
Jeg har lavet omelet til frokost med hytteost, kyllingepålæg i strimler (en rest i køleskabet) og rød peberfrugt.
Og en æggekage med det sædvanlige som tilbehør. Det smager godt og er hurtig at lave! Jeg spiser oftest en skive rugbrød (med peberfrugt-pesto) til, for at få en bedre mæthedsfornemmelse.
Velbekomme!

mandag den 19. august 2013

En ordentlig én på svinet!

Så røg der lige en porcelænsgris til fordel for en stak opsparede mønter/sedler. Vi har slagtet sparegrisen og talt beløbet sammen. For 1 år siden i august, da vi blev forlovet, fik vi penge af ham den flottes farmor og det blev begyndelsen på en lille opsparing i en sparegris.
Nu hvor tiden nærmer sig brylluppet har vi talt pengene op og kan nu bruge dem på lidt ekstra. Lige præcis hvad pengene er øremærket til, ved vi ikke endnu men vi har nogle idéer, som nu kan blive en realitet.
 - Der var ikke mange penge i sparegrisen skal jeg hilse og sige, men lidt har også ret i et i forvejen større bryllupsbudget!
Og som en lille sidebemærkning: Du kan deltage i min nyopstartede give away her hvor jeg giver bl.a. krymmel væk!

søndag den 18. august 2013

Give-away hos CUPCAKE-STYLISTEN

Jeg har lyst til at give, - du har lyst til at tage og være med?
Jeg giver en klinke/bordskåner med grafisk motiv og dekorativt kagekrymmel,  - Du følger reglerne.
Er der noget bedre end gratis glæder samt andres glæde? Nej vel, og derfor kan det være det er dig som vinder min give-away sponsoreret af mig selv, og du er med hvis du følger reglerne! Jeg trækker lod om en tilfældig vinder og sidste chance for at deltage er onsdag 28.august 2013.

Reglerne:
1 lod: kommentar --> skriv hvorfor det er dig som skal modtage gaven
1 lod: fast læser (via bloglovin/gfc)
= du kan opnå 2 lodder, og det skal oplyses hvor mange lodder du tager!

- Og husk så e-mail adresse, så jeg bedre kan finde dig (-også selvom du har en blog, for gider ikke rode rundt og lede)...
Sæt igang og pøj pøj!

lørdag den 17. august 2013

Det er så yndig en lørdag

Jeg er fyldt op med kærlighed og mine øjne er igen tilbage til normal tilstand! Mine tårer fik frit løb i eftermiddags, da et dejligt par sagde ja til hinanden i en gammel landsby kirke og vi var med til glo-bryllup på de bagerste rækker i kirken.
For ham den smilende og jeg var det med en meget speciel følelse at sidde på kirkebænken, til en vielse, for idag er der præcis 3 uger til vort eget bryllup!
- What a feeling!
Efter vielsen, knus og lykønskninger vendte vi snuden hjemad igen og nu står den på hygge, film og mad som nok ikke er helt så smart når nu nogen snart skal passe en brudekjole, meeen...jeg må godt engang imellem ikk!?

torsdag den 15. august 2013

Min uge #32

Kender I det? En feriedag med masser af punkter på dagsplanen og hvad har man lavet?
 - Kun været til frisør, købt 2 grønne planter og fået strammet op i fitnesscentret!
Uge-indlægget kommer lidt sent (bedre sent end aldrig) på grund af den manglende struktur dagen igennem.
Jeg har ferie og er faktisk lidt ligeglad med at vejret har taget en koldere drejning. Jeg hygger og først i dag er ham den søde tilbage på arbejdet, så vi har nydt hinandens selskab.
I fredags spillede vejret dog en rolle da vi var ude at spille minigolf med svigerinden og nevøen og jeg VANDT iført høje hæle!
Det var som om det var én af de sidste sommeraftner og hvad var mere nærliggende end at slutte af med at spise pizza på havnefronten i godt selskab!

Efter sol kommer regn...Og hvad er mere nærliggende at lave en regnvejrseftermiddag end at lære at danse brudevals! Ham den dejliges farmor er forhenværende danselærer, så hun slog takten an.
Og efter regnen og valsen brugte vi eftermiddagen på stranden, som vi havde for os selv.

onsdag den 14. august 2013

Biscotti - nemme italienske småkager


Jeg vender tit tilbage til disse italienske biscottis hvis vi får gæster til kaffe. De er nemme at bikse sammen og jeg synes de er dekorative.Du må ikke sige det til nogen, men de har én ulempe; de smager af mere!

250 gr. hvedemel
1 tsk. bagepulver
25 gr. kakao
250 gr. sukker
1 tsk. vaniljesukker
Revet skal af en øko-appelsin
3 æg
1 æggeblomme
100 gr. mandler

Bland mel, bagepulver, kakao, sukker, vanilje og appelsinskal. Lav en fordybning i midten og kom 2 hele æg samt en æggeblomme i. Rør det hele godt sammen.
Tilsæt mandler, ælt dejen sammen og del den i to. Tril to aflange stykker, læg dem på en bageplade med bagepapir og tryk dem lidt flade.
Pensl kagerne med det sidste æg og bag dem ved 180 gr. i ca 35 min.
Tag kagerne ud, afkøl dem kort tid og skær så i små skiver på skrå.
Læg kagerne på bagepladen og bag dem igen (til de er sprøde og tørre) ved 150 gr. i max. 10 min.

mandag den 12. august 2013

Kong Frederiks livret

Du undrer dig måske over overskriften, men ikke desto mindre siges denne opskrift at have været Kong Frederiks livret. Ved ikke om det er sandt eller der bare er nogle der har taget navnet, men jeg kan love dig for at retten smager himmelsk!
Oprindelig bliver retten serveret på en restaurant, men jeg fik lyst til at eksperimentere i køkkenet og fik et godt smagfuldt resultat ud af det.

Opskrift (4 personer):
600 - 700 gram flanksteak
4 spsk. hakket løg
Ca. 1½ spsk karry
Ca. 3 spsk edelsüss paprika
½ liter piskefløde
4 spsk ketchup
1 god "sjat" Engelsk sovs
Salt og peber
Tilbehør: hakket æg, rødbeder i tern og hakket løg
Serveres med: Pommes frites eller små kartofler

Flanksteak skæres i strimler på langs og brunes på panden.
Det hakkede løg svitses med sammen med krydderierne.
Lad det simre lidt og tilsæt så fløde, ketchup og Engelsk sovs.
Koges op, simre. Smages til.
VELBEKOMME!

PS: Hvis man hedder Frederik her i Sønderjylland bliver det ofte til kælenavnet Fidde. Så hvis du hører en lokal bestille retten på restauranten beder de muligvis om; Kong Fiddes Livret.
Så er du advaret ;)

søndag den 11. august 2013

Bryllup: Her skal vi giftes

Som en forlængelse til indlægget igår, med ham den dejliges polterabend, har jeg lyst til at vise hvor det kommende bryllup skal foregå.
Selve vielsen skal foregå i en slotskirke. Det er samme kirke hvor ham den kommende mand er døbt, konfirmeret samt fra hvor hans mor er begravet...
Det er et smukt sted og for mig personlig er jeg glad for at det ikke emmer langt væk af kirke, for jeg synes hurtig at kirker får noget sentimentalt, sørgeligt eller for højtideligt over sig.
Slotskirken minder mig dog om prinsesser, gammel tid og kirkegulvet er ikke så fandens langt og vi, som brudepar, kommer til at sidde forholdsvis tæt på gæsterne i kirken hvilket jeg synes er en god tanke/følelse.
Efter kirken er det meningen at vi kommer til at opholde os i slotsgården med dem som har været til globryllup og vi har også lejet en veteranbil som skal holde og vente på os og fragte os ud til dér hvor festen skal holdes.
 - Apropos festen så skal den foregå på et badehotel i meget smukke omgivelser, hvis jeg selv skal sige det...I får et sneakpeak på det (det er rødt!) og måske du har hørt om dette badehotel før, - det er ejet af skibsredder Jepsen som også ejer flere badehoteller rundt om i Danmark.
Status på ham den trætte er at han kom væltende ind af døren kl.5.30 og da han stod ud af sengen lidt over middag ligende han mildt skrevet én der var blevet smidt ud af vinduet...Han ligger nu på sofaen og halv sover, mens jeg bare er glad for at have ham hjemme igen og lykkelig for at han havde en alletiders oplevelse, ligesom jeg selv havde!
- Kan du huske din polterabend og hvad gjorde den lidt mere speciel?

lørdag den 10. august 2013

En noget speciel lørdag morgen

Min lørdag morgen var lidt speciel. Blev vækket kl.7.30 af en sms, listede ud og åbnede hoveddøren forsigtigt og lukkede 5 fyre ind til ham den intetanende inde i sengen..
- Surprise! Polterabend for ham den kommende ægtemand! Morgenbordet blev hurtig dækket, kaffen blev brygget og ham den overrasket kom hurtig ud af sengen og i nogle bukser!
Efter en hyggelig morgenmad som kammeraterne havde med, - med både rundstykker, kaffe, shots og øl er ham og hans venner nu påbegyndt en spændende dag med bl.a. paintball, go-kart og øl i laaange baner.
Jeg var blevet advaret inden "invaderingen" her til morgen og det er lykkedes mig ikke at tale over mig!
Jeg vil nu bruge min lørdag med at ordne nogle "hemmeligheder" til vores bryllupsgæster samt nyde en god middag i aften, med min søster & niece, som også er selv fordi faderen er med til polterabend!
God lørdag derude, - jeg glæder mig rigtig meget til at få en forhåbentlig lykkelig, træt (og højst sandsynlig fuld-) mand hjem engang i aften...midnat...nat?!

torsdag den 8. august 2013

Min uge #31

Hvor er det bare skønt at have ferie! Ham den afslappede og jeg nyder at være sammen fra morgen til aften og vi får lavet en del forberedelser til brylluppet som er om 1 måned (sommerfugle i min mave!).
Ferien begyndte i fredags med en tur til Vejle, sammen med min søster, hvor vi fik shoppet og forkælede os selv på dette hotel
En sommeraften stod den på film under åben himmel, da Zulu Sommerbio gæstede min by. Ham den søde, svigerinden og jeg så filmen "De urørlige" og sikke en positiv, god film! -Dejligt der er mennesker med overskud!
Ydermere har ferieugen stået på hjemmebagte boller, god morgenmad, hygge i lejligheden samt en tur til Tyskland for at købe ind til slikbuffet til brylluppet.

- Synes du der mangler noget slik , -hvis ja; hvilken slags? Vil gerne høre dit råd for er lidt i tvivl om buffeten bliver kedelig og om der er slik nok til ca 55 gæster...

onsdag den 7. august 2013

Solskinskage

Det er altså ikke fordi det er sommer og solskin at min kage i dette indlæg bliver kaldt for Solskinskage. Grunden er at det er en kage fra min barndom, som min mor ofte lavede når det skulle være noget andet end chokolade-pladekagen og vi kaldte den for solskinskagen. Opskriften er fra min mors veninde i Randers og gad vide hvem der har bestemt navnet?
 - Måske et mere passende navn kunne være appelsin-kagen, men jeg laver det ikke om...
Jeg bagte kagen til et familiemedlem som havde fødselsdag sidst i juli og hvad var mere nærliggende end en let, luftig kage med et passende navn til årstiden!
Her er opskriften:

4 æg
300 gram sukker
200 gram smeltet afkølet smør
175 gram mel
2 strøgne tsk. bagepulver
Revet skal af appelsin (alternativ; citron)
Pynt: sigtet flormelis

Bages i en smurt springform. Nederste rille i ovnen ved 200 grader i ca 40 min.
Når kagen er kølet helt af sigtet flormelis over hele kagen (jeg brugte også lidt Nesquick)
 Se evt. flere detaljer hos denne blogger!

mandag den 5. august 2013

Tryk på!

Tryk gerne HER og følg mig på Bloglovin, det vil gøre mig så glad!
Og så et spørgsmål til jer kloge hoveder; hvad er status med Google Reader F.C, som efter megen omtale og diverse indlæg på forskellige blogs ville lukke ned pr. 1.juli? Tryk gerne!

lørdag den 3. august 2013

Kellers Park

Har været med min søster på en afstikker til det flotte, historiske Kellers Park lidt udenfor Vejle. Vi boede der fra fredag eftermiddag - lørdag middag.
Vi nød at sole på græsplanen bagved hotellet hvor der var kig til Vejle Fjord. Vi tilbragte også tid i spaen hvor der bl.a. både var dampbad, koldtvands bassin, fodbad og udendørs boblebad.
Vi fik en velsmagende aftens- og morgenmad og nogle sunde shots lørdag morgen, og så var vi klar til at vende snuden hjemad! 
Jeg kan anbefale hotellet som er ejet af Comwell-kæden og hvis I har spørgsmål er I velkomne til at spørge.
 - Har fået ladet sundhedsbatteriet op igen og der er plus på søster-kontoen igen!
Måske jeg bare skal lade billederne tale for sig selv!