fredag den 17. januar 2014

Parforholdet

Det er underligt det der med parforhold. Et forhold, et sammenhold og et usynligt bånd mellem 2 mennesker.
Måske kender man ikke fyren inden man kaster et blik på ham og finder ham interessant. Måske siger han dig lidt i forvejen, og med ét bliver han endnu mere interessant når samtalen bare kører derud af og minutterne bliver til timer, og timer til dage.
Hvad er det som gør at mennesker finder hinanden tiltrækkende, interessante, spændende og ikke mindst uundværdlige?
-At vi går fra at være én; mig, mig selv, mit behov og min verden, til at ville dele sig selv, sine ejendele, sine penge, sit hjem og ikke mindst sit liv med et andet menneske, som vi ikke engang er i familie med, ikke har kendt hele sit liv og måske slet ikke har den samme baggrund...

Der er en masse teori, forskning og ting i kroppen som kan forklare hvordan det hele hænger sammen med tillid, endorfiner, sammenholdsfølelsen m.m., men det gider jeg ikke skrive om.
Jeg undrer mig bare over hvordan man, og i mit tilfælde mig selv inklusiv, kan gå fra at være mig til pludselig at føle mig ene uden min partner, at have så meget kærlighed til en anden person samt at holde så meget sammen som 2 individer, selvom vi har været sammen i kortere tid end vi har været født...

Efter at ham den charmerende og jeg blev gift i sensommeren samt kunne fejre 10 års dag som kærester i december, er der stadig kærlighed mellem os og vi ser en fremtid sammen med hus, rejser, børn og sjove oplevelser.
Ja, det er vel i sandhed også derfor vi valgte at gifte os, selvom det kom bag på mig at han friede. Jeg troede at sådan noget med at blive gift var noget vi ville grine af når vi var i slut 30'erne og sige; "Ja, ok da. Lad os gifte os", nu hvor vi alligevel havde hus og mange børn....At livet tog en anden drejning er jeg kun glad for, for ikke alt i livet skal eller kan man forudsige samt planlægge sig ud af.
Og når jeg ser tilbage på mine 10 år sammen med ham kan jeg prise mig lykkelig for at jeg havde aftalt at hygge-drikke med min veninde inden en bytur, hvor vi skulle være ligeglad med fyre og deres opfattelse af os og vores udseende og så bare snakke med dem vi nu mødte i byen. Og idag er jeg glad for at jeg fulgte min intuition og gav ham mit telefonnummer, så vi kunne sms'e frem og tilbage efter endt bytur og aftale at mødes igen 2 dage efter...
Livet er forunderligt og dejligt og husk det, - selv i hverdagen!
Og husk så præstens magiske ord: 
OG STØRST AF ALT ER KÆRLIGHED

2 kommentarer:

  1. Det er fantastisk som man kan møde nogle mennesker og man bare ved at de er gode for en selv (det gælder sig både en fyr, men har også oplevet det med veninder) :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej malene!
      ja du har fuldstændig ret; veninder kan man også møde og ha speciel kemi med. Det er finurligt hvordan man klinger med nogen og andre siger ikke én noget...

      Tak for din kommentar :)
      // Rikke //

      Slet